Nu er Anne kommet tilbage op fra New York, og en bizar ting er gået op for mig: Når der rent faktisk er en god grund til at holde fri (f.eks. at hænge ud med venner, istedet for blot at vende hjem i sit hus), er det ligesom om der er et meget større incentiv for at arbejde hårdt og koncentreret… Med det i tankerne er det lykkedes for mig at ligge sidste hånd på (1. udgave-) af vores artikel. Det hele er nu blevet sat sammen, men desværre mangler vi stadig Mikes og mine grafer + eksperimentalisten mangler også en. Det er lidt underligt at tænke på, at grafer fra mit program rent faktisk skal på tryk i en artikel. Jeg håber sgu jeg har programmeret det rigtigt! Men teksten og kroppen af artiklens første udgave er i al fald færdig. Det er utroligt dejligt det hele er ved at blive afsluttet og de sidste par dage har været vældigt behagelige her på kontoret – jeg har taget mig tid til at gå op og sludre med eksperimentalisterne, og Edward, som er eksperimentalisten med dobbelt dobbelt-kvantedot systemet, som efterhånden er blevet nævnt et par gange her, har igår og idag vist mig hvordan man sætter hans system op. Jeg kan mærke en gryende entusiasme og optur over eksperimentel fysik – men, som Edward også bemærkede, er deres laboratorie eet af de dyreste og mest avancerede (indenfor sit felt) i verden, så det burde ligesom også imponere!
Anne har idag taget min cykel og ligger nu og drøner rundt i Boston i 30 grader og sval vind, og selvom jeg misunder hende ret så meget, så er det også så fint her på kontoret for tiden, så jeg klager egentligt ikke så meget. Ligenu sidder jeg og venter på Mike kommer på arbejde, så han kan give mig nogle hints til de grafer vi mangler, så jeg kan arbejde på dem de næste par dage, hvor han er væk. Imorgen er Anne og jeg inviteret til middag med resten af gruppen, fordi Jimmy forsvarede sin ph.d. i foregårs, og det skal fejres. Det skal nok blive sjovt!
I tirsdags var jeg til koncert med svenske grind-entusiaster i Crowpath. Det var en 6-dobbelt koncert, og jeg har slet slet ikke humør til hele showet – heldigvis vadede jeg ind af døren lige som Crowpath startede, så jeg kunne blot lytte dem og smutte, og både “The Will to Burn” og “End in Water” blev spillet, så der var ingen klager. Næste musikalske stop er mine alltime favoritter i ISIS som spiller om 2 uger sammen med næsten ligeså mægtige Pelican.
Blot fordi der har været lidt billedetomt her på det sidste kommer her en graf der viser den endelige data, som er udregnet af mit program. Denne data kommer med stor sandsynlighed til at være med i artiklen, omend den måske visuelt ser lidt anderledes ud.
Ledningsevnen igennem en kvantekanal for hhv, en såkaldt (1,1)- og (0,2)-konfiguration af en nærtliggende dobbeltkvantedot.
Mit program tager som input et 2D-potentiallandskab, og udregner så den kvantemekaniske transmission igennem minimumspunktet vha en såkaldt adiabatisk approximation til 2D-potentialet, en centered finite difference approksimation til hamiltonianen og en WKB-approximation til transmission, og til sidst en Landauer-formel for ledningsevnen. Den røde linje er forskellen på den blå og den grønne, og eksperimentel har den værdien 0.01, og vores er simpelthen så satans tæt på at være det samme, at det er ligegodt genialt! Denne graf viser præcis hvad vi vil for kvantekanalen, og nu mangler vi lige at bikse lidt med Mikes program, så vi kan få en ekvivalent graf for føler-kvantedotten (det lyder grimt at oversætte de her ting til dansk). (Denne graf er iøvrigt en kraftigt kraftigt opdateret udgave af grafen jeg snakkede om her: http://smultvande.wordpress.com/2009/04/22/340/, hvor vi nu har fået rettet det pludselige skridt…)
Jeg lyttede til ufatteligt geniale ISIS, som lige har udgivet en ny plade, som er helt utroligt svedig. De grundlagde post-hardcore genren, men istedet for bare at træde vande i deres navn forstår at blive ved med at gøre deres musik værd at lytte til. Det er super.
