Mandag morgen
stinker. Og det er ikke engang fordi jeg har været på druk i weekenden og derfor er udmast. Tværtimod var igår faktisk en helt genial dag, da jeg sammen med Edward og Doug mødtes i laboratoriet kl.9 for at cykle ud til Walden Pond, en vældig naturskøn, og i virkeligheden ret så dansk skovsø omkring 20 kilometer herfra. Vi badede derude og stenede i solen i en times tid, og kørte så op til den historiske “North Bridge”, hvor de første skud i den amerikanske borgerkrig faldt. Derefter en lang tur hjemover ad Minutemen-Trail – den tur britiske soldater gik fra Boston og ud til North Bridge, for at blive skudt af amerikanske landmænd. Historien er naturligvis dødsamerikansk klenodie om helte og heltemod, bl.a. fordi en amerikansk forretningsmand så briterne på vej ud af Boston, og red i forvejen til North Bridge og advarede landmændene… Det bliver lidt sukkersødt i amerikanernes fortolkning, men sådan er det jo. Cykelruten så således ud:

Edward, Dougs og min cykeltur søndag fra 9 til 14 inklusiv badning i Walden Pond. I alt ca. 60 km iflg googlemaps, men det er ikke helt præcist vores rute.
I fredags var der konference og både min vejleder Mike Stopa, Gruppeleder Charlie Marcus og ham-der-mere-eller-mindre-opfandt-den-slags-kvantecomputer-systemer-jeg-kigger-på, Daniel Loss, holdt også en (overraskende kedelig) talk, og sidst Seigo Tarucha, japaneren som lavede de første vertikale kvantedot systemer, som var en ikke helt lille bedrift. Nånå. Mest spændende var dog Mikes talk, som handlede om nogle udregninger han har siddet med i lang tid, og nu endelig, med hjælp fra en ph.d. studerende i Bert Halperins gruppe havde fået til at virke. Artiklen han præsenterede kan findes her: http://arxiv.org/pdf/0905.4520v1.
Mht artikel så har vi fået udskydning på vores deadline – Charlie ville i virkeligheden have første draft i fredags, som nu allernådigst er udskudt til på fredag. Det tror jeg godt vi kan nå, da Mikes præsentation nu er overstået og jeg har arbejdet løs på figuren. En første udgave af den endelige figur ser nu således ud:

Den første udgave af den endelige figur af vores simuleringer til artiklen. Farverne, indholdet og udseendet når garanteret at ændre sig tusind gange inden den endelige artikel.
Nu skal jeg indsætte figuren i vores manuskript og prøve at skrive en meningsfuld figurtekst. Når den er på plads erstatter jeg den i figurteksten ovenfor, så det måske giver (lidt) mening.
Nu har jeg drukket en kop kaffe, og føler mig lidt mere klar til endnu en dag med databearbejdning og artikelskrivning.
Jeg lyttede til The Band – The Night They Drove Old Dixie Down (3 gange i træk) mens jeg skrev dette indlæg. Levon Helm er en ufatteligt svedig sanger




Læg en kommentar